Kalder seje piger og kvinder mellem 15 og 20 år!

Er du vild med YouTube og Insta? Vil du gøre en forskel i verden og stadig have det sjovt? Så læs lige med her.

Vi søger 2-5 frivillige værter/ juniorrollemodeller til DigiPippi, som i deres fritid har lyst til at skabe og formidle teknologisk og digitalt indhold til piger i alderen 7 til 13 år. Det vil ske på vores YouTubekanal og Instagram konto DigiPippi Club – et nyt digitalt format som gennem video og billeder formidler alt det fede der er i tech!

Tænk DR Ultra blandet med dine yndlings YouTubere, plus hvad vi ellers finder på.

Som juniorrollemodel bliver du en del af de seje frivillige, som sammen skaber foreningen DigiPippi.

De eneste krav

  • Du er pige/ ung kvinde mellem 15 og 20 år
  • Du kan finde 2-3 timer om ugen til at planlægge og lave indhold
  • Du er nysgerrig
  • Du har lyst til at lave indhold til 7-13-årige
  • Du kan se dig selv være med i mindst 3 måneder og gerne mere
  • Du har en ren børneattest (hvis du er 18 år og over)
  • Du taler dansk

Ting vi lægger vægt på

  • Kreative ideer til indhold
  • Gå-på-mod
  • Evnen til at grine af egne fejl
  • Holdspiller
  • Kan tale med fremmede
  • Lysten til at stå foran et kamera
  • God ’video personlighed’
  • Lyst til at lære alt muligt

Ting vi håber på

  • Erfaring med at lave og redigere video
  • Erfaring med kontinuerligt indhold på YouTube/ Instagram
  • Erfaring med at planlægge indhold
  • Erfaring med teknologi/ gaming eller noget lignende

Vi tilbyder

  • Muligheden for at opfylde 5. verdensmål – ligestilling mellem kønnene
  • Undervisning i nye emner
  • Erfaringer som kan bruges resten af livet

Sådan søger du

Send en videopræsentation på maks 3 minutter, hvor du fortæller om hvem du er og hvorfor du vil være juniorrollemodel. Du må meget gerne klippe den som du ville en YouTube video. Vigtigt af alt er, at vi kan se hvordan du er på skærmen ☺

Er du under 18 år skal vi også være sikker på du har dine forældres tilladelse.

Send din videoansøgning samt

  • navn,
  • alder,
  • egen insta/ YT konto,
  • hvor du bor,
  • e-mail
  • og telefonnummer

til kontakt@digipippi.dk senest mandag d. 20. maj kl. 12. Spørgsmål kan også sendes hertil.

Du behøves ikke vide meget om teknologi, men du skal have lyst til at lære om ting som grafik, videoproduktion, kodning, robotter, gaming, 3D print og alt muligt andet.

Det vigtigste er, at du har lyst til at deltage i at skabe indholdet og fortælle om ting på video. Hvis du ved noget gennem din uddannelse eller interesse er det bare fedt!

Hvem er vi?

DigiPippi er en teknologiforening for piger, der siden 2015 har arbejdet med, at få flere piger interesserede i teknologi ved hjælp af deres egne interesser og vores mange frivillige kvindelige rollemodeller. Vi holder hvert år mange workshops i hele Danmark, og i 2019 åbnede vi vores to første klubber i Svendborg og Aarhus. Vi er hædret af EU, er med Teknologipagten og DRs Ultra:Bit plus meget mere. Læs meget mere på digipippi.dk