Fortæl lidt om dig selv som person

Jeg er 29 år og bor i Aarhus sammen med min kæreste. Her bor vi tæt på skov og strand, som jeg elsker at komme og besøge. Jeg dyrker yoga, og bruger det som mit frirum, væk fra studier, arbejde, computere og telefoner. For selvom jeg elsker den digitale verden, synes jeg også, at det er meget dejligt at trække stikket engang imellem.

Hvad er din professionelle og/ eller interessemæssige baggrund inden for IT, teknik og det digitale?

Jeg studerer Digital Design ved Aarhus Universitet, hvor jeg netop er gået i gang med specialet. Derudover har jeg læst til grafiker og har derfor beskæftiget mig med en del med grafisk design også.
Jeg kan især godt lide at lave computerspil og fysiske digitale dingenoter og dippedutter, der kan lidt af hvert.
Siden begyndelsen af året har jeg været frivillig i foreningen Coding Pirates, hvor jeg, sammen med foreningens børn, leger med teknologier – især med ledninger, batterier og LED’s i kombination med stof, pap, maling o.lign.

Hvorfor er du rollemodel for DigiPippi?

På mit studie ser jeg rigtig mange piger, hvilket er dejligt. Men der er stadig visse områder af ITbranchen, som er domineret af mænd fx computerspilsbranchen. Det handler for mig ikke om, at ITbranchen skal opfylde kønskvoter eller lignende, men mere om, at jeg tror på, at kreativitet bl.a. kan styrkes gennem alsidighed – Og så findes der jo bare så mange spændende ITrelateret erhverv, som pigerne skal få øjnene op for.
For mig er IT meget mere end skærmbaseret applikationer. Det er derfor mit håb, at vi, ved at opfordre piger (og drenge) til at lege med teknologier på mange forskellige måder, kan lære dem at tænke kreativt og kritisk om alt muligt, og ikke kun ifht. IT.

Hvad håber du din rolle vil bibringe piger inden for IT, teknik og det digitale?

Jeg håber, at kunne inspirere dem til at prøve sig frem med lidt skøre eller skæve teknologiprojekter. Jeg vil gerne vise pigerne, at man ikke behøver at kunne alt muligt på forhånd for at få noget produceret det betyder, at jeg håber at kunne eliminere nogle fordomme, om hvad man skal kunne, at det er mega svært, for høje forventninger osv.

Andet du gerne vil sige?

Jeg håber, at Digipippi bliver en kæmpe succes og at det får en masse piger i gang med at eksperimentere med teknologier.
Jeg håber også, på trods af at der mangler piger i IT-branchen, kommer til at være et konstant fokus på den glæde og kreativitet, der kan opstå i legen med teknologier, fremfor at det hele kommer til at handle om, hvor mange piger, der reelt kommer til at gøre karriere inden for IT.