Dell EMCs og DigiPippi har i en længere periode arbejdet sammen med formålet at inspirere flere piger til en fremtid inden for IT. Men hvordan fungerer det, når en stor international virksomhed som Dell EMC og en nonprofit organisation som DigiPippi, skal skabe forandring i fællesskab? For at få en fornemmelse af samarbejdet, har jeg haft kontakt til Julie Rosendal, Partner Marketing Manager ved Dell EMC, for at høre om organisationens samarbejde med DigiPippi.

 Hvorfor er det vigtigt at få flere kvinder i job inden for IT?

Julie Rosendahl fra Dell EMC

I samtalen med Julie står det klart, at det er vores fælles mål, der baner vejen for samarbejdet. Både Dell EMC og DigiPippi er stærkt bevidste om, at IT bliver en større og større del af vores allesammens hverdag. Derfor er det vigtigt, at kvinder tager ligeså stor del i IT, som mænd. Desværre ses en tendens i, at mange kvinder vælger at arbejde med andre områder, fremfor det der sker på IT fronten – og det skal vi gerne lave om på,” fortæller Julie. Og det hænger netop sammen med DigiPippis syn på fordelingen af køn på IT fronten, fordi vi tror på, at drenge og piger kan noget forskelligt, og at de ofte tiltrækkes af et felt på forskellig vis. Sammen giver synergien de bedste resultater og derfor skal begge køn i spil. Men piger skal også på banen, for at der bliver udviklet og designet produkter, som taler præcis til dem! Og pigerne skal ikke gå glip af de store karrieremuligheder som it-kompetencer kan give dem i voksenlivet. Netop hertil udtrykker Julie, at samarbejde mellem Dell EMC og DigiPippi er nøglen til at nå målet.

Hvordan arbejder Dell og DigiPippi sammen?

Julie fortæller, at Dell EMC som organisation har en lang række initiativer kørende internationalt og i Danmark, for at facilitere og inspirere flere piger og kvinder til at arbejde med IT. I Danmark er det i høj grad frivillige medarbejdergrupper, der står bag de forskellige initiativer. Især tre medarbejdergrupper er aktive ift. denne agenda under konceptet Employee Ressource Groups, som rummer: 1 gruppe med fokus på fremtidens talenter: GenNext, 1 gruppe med fokus på kvinder i IT branchen: Women in Action og 1 gruppe fokuserer på Dell EMCs overordnede CSR mål: Legacy of Good.

Hun fortæller også at Dell EMCs og DigiPippis veje mødes i forbindelse med flere af disse initiativer, blandt andet på Hylleholt opholdssted, som er et anbringelsessted for teenagepiger. Hertil fortæller hun:

”Dell EMC har løbende gennem mange år været til stede på anbringelsesstedet, for at inspirere pigerne til at interessere sig mere for IT samt at vise pigerne, hvordan et arbejde inden for IT kan se ud. Pigerne bliver blandt andet inviteret ud på Dell EMCs kontor, hvor de får lov til at snuse til, hvordan en arbejdsdag ser ud i IT branchen.”

Billede af Eva Fog, stifteren af DigiPippi, som underviser pigerne fra Hylleholt i forskellige genrer inden for IT.

For at lære pigerne om anvendelig IT, samarbejdede Dell EMC og DigiPippi om et undervisningsforløb på opholdsstedet. Her blev Eva, stifter af DigiPippi, inviteret ud på Hylleholt for at stå for et forløb, hvor pigerne lærte om blogging, videoformidling og om, hvordan man udtrykker sig hensigtsmæssigt gennem IT. I den forbindelse lægger Julie især vægt på måden, hvorpå Dell EMC og DigiPippi i samarbejdet, kan kombinere viden fra IT branchen og det pædagogiske element i et inspirerende og lærende forløb for pigerne.

Julie fortæller entusiastisk om et lignende samarbejde, som finder sted i forbindelse med koncept ’Åben Skole’. Åben Skole handler om, at skolerne kan benytte sig af nærmiljøets tilbud indenfor eksterne læringsmiljøer, hvor erhvervslivet og foreninger får en rolle i undervisningen. Julie fortæller at samarbejdet blandt andet bidrager til at afmystificere branchen:

”Samarbejdet mellem folkeskolen og Dell EMC har været i gang i nogle år og det bridrager blandt andet til at afmystificere det, man arbejder med i en IT virksomhed som Dell EMC. Indtil videre har Dell EMC i alt faciliteret 3 x emneuger med IT på agendaen, og vi planlægger at facilitere to årligt fremadrettet. Vi er løbende i dialog med Københavns kommune omkring Åben Skole, for netop at sikre det bedste output for børnene samt det bedste samarbejde med lærerne.”

I forbindelse med Åben Skole, besøger Dell EMC en folkeskole i københavnsområdet, for at lære eleverne om IT. Eleverne bliver blandt andet undervist i App-udvikling og innovation, hvor de modtager sparring og feedback fra nogle af Dell EMCs medarbejdere. I temaugen om IT samarbejdede Dell EMC og DigiPippi endnu engang om formålet at skabe interesse hos de unge piger, og også her var Eva fra DigiPippi ude at undervise de unge mennesker i IT.

Billede af Claus Nørgaard, Regional Manager, Dell EMC, der underviser i IT på lokal københavnsk folkeskole.

Hvad er fordelen i Dell EMC og DigiPippis samarbejde?

Samtalen med Julie fra Dell EMC gav et større indblik i, hvordan en stor international virksomhed og en non-profit organisation som DigiPippi kan arbejde sammen om samme formål. Det blev dermed også tydeligt, at man kommer langt med et sådant samarbejde, fordi kombinationen af forskellige kompetencer giver en stærk fordel. Når kompetencerne fra Dell EMC og DigiPippi bliver til fælles kræfter, kan vi gøre en kæmpe forskel: ”Vi hos Dell EMC kan blandt andet fungere som en troværdig rollemodel inden for IT branchen og DigiPippi kan med både pædagogiske og IT-baserede kompetencer få pigernes opmærksomhed og interesse.” Sådan fortæller Julie og ekspliciterer afslutningsvis styrken i, at Dell EMC og DigiPippi sammen bidrager til at afmystificere IT branchen, og skaber kendskab og interesse for IT hos flere piger.