Går du og overvejer om du gerne vil lære mere om IT og programmering?

Har du tænkt over om IT-fagene måske lige netop er noget for dig? Eller mangler du input og viden til hvad det vil sige at studere IT-fag?


I forbindelse med at være rollemodel for DigiPippi kom jeg til at tænke på min egen studiestart på universitetet i Aarhus, hvor jeg begyndte at studere matematik og datalogi. Det er efterhånden mange år siden. Der var desværre ganske få andre piger, der startede samtidig med mig på lige netop dén studieretning det år. Ud af i alt ca. 100 studerende var der kun 3 piger. Det var ikke mange. Så derfor besluttede jeg mig for at gøre en indsats for at få flere piger til at læse IT.

Selvom hun elsker matematik, og hun synes at programmering er spændende, så blev hun i tvivl fordi hendes familie/venner havde en anden opfattelse af hvad datalogi er.

For ca. et år siden blev jeg kontaktet af en pige, der næsten lige var blevet færdig på gymnasiet, og hun var i tvivl om hun nu skulle vælge at læse matematik og datalogi på universitetet – eller vælge noget helt andet. For et par år tilbage havde hun skrevet til mig via email efter hun havde læst et interview med mig i en bog, der handlede om kvinder i IT-branchen, og om man virkelig kan være “lykkelig i Nørdland” (som bogen hedder). Hun syntes det var inspirerende at læse, og hun ville rigtig gerne få mig som mentor. Hun var selv meget interesseret i både matematik og datalogi, og har været med i en forsker-konkurrence, der hedder Projekt Forskerspire, hvor hun lavede et ret avanceret tracking-system, som hun selv programmerede.

Jeg havde aldrig programmeret før jeg startede på datalogistudiet!!

Vi fik skrevet nogle få emails frem og tilbage, hvor jeg bl.a. foreslog hende at tage til et arrangement, der hedder “IT-Camp for piger” på Aarhus Universitet i efterårsferien (som er for piger mellem 16 og 19 år, der gerne vil vide mere om hvad det vil sige at studere og arbejde med IT).

Hun tog derformed på “IT Camp for piger”, og var efterfølgende 100% besluttet på at hun skulle læse datalogi. Det var lige noget for hende, fandt hun ud af. Men så kom hun i tvivl, da hun skulle til at sende sin ansøgning til studiet. Selvom hun elsker matematik, og hun synes at programmering er spændende, så blev hun i tvivl fordi hendes familie/venner havde en anden opfattelse af hvad datalogi er. Hun fik at vide at man skal være computernørd og meget glad for computere før man kan læse datalogi. Og det var hun i tvivl om, om hun nu også var…

Selvom jeg ikke havde en baggrund som computernørd, så gjorde det ikke spor.

Hun kan lide matematikken og dét at man kan programmere og implementere algoritmer og designe brugergrænseflader. Men selve computeren har hun ikke noget forhold til.

Hun skrev til mig og spurgte hvad hun skulle vælge. Jeg skrev tilbage og fortalte hende min egen historie. Jeg havde aldrig programmeret før jeg startede på datalogistudiet!! Jeg vidste intet om operativsystemer, computerhardware, programmeringssprog osv.

Jeg mener ikke at alle piger skal læse IT, men jeg tror desværre at der er mange piger, der fravælger IT-studierne selvom de gerne vil give det en chance.

Selvom jeg ikke havde en baggrund som computernørd, så gjorde det ikke spor. Alle kurser på studiet startede stort set fra bunden, men speedede så hurtigt op mht. alt det man skulle lære. Men det betød jo at alle kunne være med fra start, og dem, der ikke kunne programmere fra starten, de skulle nok bare øve og læse lidt mere end dem, der godt kunne lidt i forvejen. Og ret hurtigt var alle på cirka samme niveau.

Matematik og datalogi-studierne er for kreative mennesker. Ikke “kun” for computernørder.

Jeg klarede mig fint igennem studiet, og det er jeg 100% sikker på at hende jeg er mentor for også vil kunne.

Så her er en opfordring til alle, der har en veninde, en kusine, en klassekammerat, naboens datter osv., der egentlig gerne vil begynde at studere et IT-fag, men som måske er i tvivl om hun egner sig til det pga. den almene misforståelse af hvad IT-studierne er for nogle størrelser:

Fortæl at de skal gå efter deres egen mavefornemmelse og vælge dét, de selv gerne vil. Læg ikke forhindringer for dem, men prøv at overbevise dem om at de selvfølgelig godt kan klare et IT-studie (hvis de er i tvivl).

Matematik og datalogi-studierne er for kreative mennesker. Ikke “kun” for computernørder. Og ordet nørd er i min optik et meget positivt ord. Det er jo bare én der går op i sit fag med stor entusiasme. Ligesom en musiknørd, løbenørd osv.

Jeg mener ikke at alle piger skal læse IT, men jeg tror desværre at der er mange piger, der fravælger IT-studierne selvom de gerne vil give det en chance. Det er virkelig ærgerligt for IT branchen. Og som oftest er det familie og venner og omgivelserne generelt, der sætter begrænsningerne. Det skal ændres. Derfor er rollemodeller et vigtigt aspekt i at få flere piger til at vælge IT-studierne.


Om forfatteren

Helena Marie Meyer er Cand.Scient. i Datalogi og Matematik fra Aarhus Universitet, og har været DigiPippi rollemodel siden starten i september 2015. Læs mere om hende på Twitter @HelenaMMeyer eller LinkedIn: https://dk.linkedin.com/in/helenameyer