DigiPippis bestyrelse og Advisory Board

DigiPippi er bygget op af to instanser: Den arbejdende bestyrelse og et Advisory Board.
Her kan du læse mere om medlemmerne af begge. Vi arbejder alle på DigiPippis mission:

At udligne kønskløften inden for it, teknologi og digitalisering. På pigernes præmisser.

Vores primære målgruppe i DigiPippi er piger ml. 7 og 13 år.

Skriv til DigiPippis samlede bestyrelse på bestyrelsen@digipippi.dk

Bestyrelsen hos DigiPippi

Eva Fog

Eva Fog

Forkvinde og stifter

På en måde var det uundgåeligt, at jeg endte med at stifte DigiPippi i 2015. Som autodidakt pigenørd, der siden 10-års alderen har elsket computere, men aldrig fået forståelse for eller hjælp til det, var jeg på mange måder den første DigiPippi pige.

Efter flere, ikke specielt succesfulde, forsøg på at finde vej ind i IKT-fagene, blev min vej som mange andre kvinders. Jeg måtte skabe den selv.

Min gik bl.a. igennem en masse jobs med computer og mobilsalg samt i sidste ende en Rudolf Steiner pædagoguddannelse. Da jeg efterfølgende valgte at arbejde i det kommunale, for på den måde at bruge mit nørderi og min pædagogiske uddannelse, blev jeg opmærksom på, at meget lidt havde ændret sig fra da jeg var 10 år. Drengene blev anset som ‘naturlige’ teknologibrugere, mens pigerne bakkede ud.

Jeg vedblev at undervise alle børnene, men begyndte samtidig at eksperimentere med køns- og niveauopdelt teknologiundervisning. Samtidig underviste jeg lærere, pædagoger og forældre i, at forstå og formidle til moderne børn.

I 2015 fik jeg udviklingsassistance af Reach for Change, og foreningen DigiPippi blev født. DigiPippi pigen blev til DigiPippis mor.

I dag er jeg specialist i børn og it, med et 360 graders blik på dem og deres verden. I DigiPippi går min tid udelukkende med piger og kvinder, mens jeg i egen virksomhed beholder helhedsperspektivet på alle i en teknologisk verden.

Anette Tvedergaard

Anette Tvedergaard

Næstformand

Hvad er din uddannelse og hvad arbejder du som/med i dag?
Jeg er uddannet Cand.Mag. i Kommunikation med en bachelor i Humanistisk Informatik. Jeg har altid arbejdet med kommunikation og marketing. Hovedsageligt med web, sociale medier og e-mailmarketing. En rød tråd i mit arbejdsliv har været it og tech virksomheder samt børn. Jeg har erfaring fra både national og global virksomhed og som iværksætter. Både specialistviden og det at handle hurtigt på en tanke, er gode egenskaber at have med ind i en forening som DigiPippi.

Hvad giver dig allermest energi at arbejde med? Din største faglige interesse/force mm.?
At gøre en forskel for piger og nedkæmpe forudfattede meninger og mangel på interesse. At åbne pigers øjne for muligheder og evner, som de slet ikke vidste, at de havde. At formidle måske svært tilgængeligt stof (eller umiddelbart uinteressant stof…) på en måde, så mange vil orke at læse og se med – og faktisk fænges!

Hvad er din motivation til at være med i DigiPippis bestyrelse?   
Jeg er meget optaget af, at piger får indsigt i alt det som de kan! Både af evner og af muligheder. Jeg hylder diversitet og er 100% overbevist om, at produkter og services bliver bedst, når vi forener kvindelige og mandlige ressourcer og perspektiver. Derfor er det vigtigt, at it og teknologi, (som bliver en større og større del af vores samfund) introduceres til begge køn. Min motivation er at gøre DigiPippi til den “lede stjerne”, som pigerne kan blive inspireret af. Vise en verden af muligheder! Vise at it og tech ikke kun er kodning, men også kreative og innovative processer.

Marianne Ingeborg

Marianne Ingeborg

Kasserer

Hvad er din uddannelse og hvad arbejder du som/med i dag?
Jeg har oprindelig en baggrund i modebranchen, men har siden taget en BA i digital konceptudvikling og multimediedesign. I dag arbejder jeg som freelance Digital Designer for både små og større virksomheder så som TV2, DR Byen, UX Copenhagen. Mine styrker er produkt og koncept udvikling, layout, UX og webdesign.

Hvad giver dig allermest energi at arbejde med? Din største faglige interesse/force mm.?
Jeg elsker at arbejde med start-ups, gerne i den spæde start hvor forretningsmodellen defineres og valideres gerne gennem pretotyping og/eller test af prototyper. Jeg trives med projektledelse og er en no-bullshit type person – jeg ser muligheder, og frem for alt løsninger. Det er vigtigt for mig at gå meget systematisk til værks, når en opgave skal løses. Derudover tror jeg på, at en virksomhed med fokus på diversitet i kraft af køn, kulturer og alder opnår de bedste resultater.

Hvad er din motivation til at være med i DigiPippis bestyrelse?
Jeg drømmer om en verden af muligheder, at ændre et mindset og skabe en naturlig balance med lige muligheder for kvinder og mænd i IT branchen. Jeg ønsker ganske enkelt, at min datter får præsenteret muligheder indenfor bl.a. tech på lige fod med de jævnaldrende drenge. Som Danmark er skruet sammen nu, bliver vi på meget stereotypt vis placeret i kasser allerede fra folkeskolen  – drenge i tech og piger i de mere socialfaglige fag. Det giver en skævhed senere hen i tech virksomehederne.

Freyja Finnsdóttir

Freyja Finnsdóttir

Sekretær

Hvad er din uddannelse og hvad arbejder du som/med i dag?
Jeg er uddannet folkeskolelærer og har en kandidat i Digital Design og Kommunikation fra ITU. Jeg har arbejdet i mange år som IT-underviser på en ungdomsuddannelse, og jeg brænder for at arbejde med børn og unge – specielt hvis der er noget digitalt indover.

Hvad giver dig allermest energi at arbejde med? Din største faglige interesse/force mm.?
Jeg brænder for IT og læring i alle mulige sammensætninger. Jeg vil gerne være med til at motivere børn og unge til at bruge teknologi til at hjælpe dem i deres læring – og allerbedst er det, hvis den læring forgår igennem leg. Det er trods alt sjovest at lege! Jeg er også utrolig interesseret i at få børn og deres forældre til at mødes i snakken om det digitale liv, at give forældrene mod på at være en del af deres børns digitale liv og indse, at selvom de ikke altid kender den teknologi, som deres børn bruger, så gælder de sociale og personlige spilleregler også digitalt som analogt. Jeg vil også rigtig gerne hjælpe alle de kompetente lærere rundt omkring med at bliver bedre til at udnytte deres kompetencer – også i den digitale verden.

Hvad er din motivation til at være med i DigiPippis bestyrelse?
Jeg er opdraget med at tro på, at jeg har de samme muligheder som mine storebrødre, og at det var underordnet, at jeg var en pige, når det kom til hvad jeg ville med mit liv. Derfor har jeg altid været interesseret i ligestilling, og da jeg blev ældre og opdagede at verden derude ikke altid så piger og drenge som lige deltagere på de forskellige boldbaner, så var jeg klar til at kæmpe for at få andres øjne op for den verden, jeg er vokset op i. Derudover har jeg altid været nørdepigen, som hang ud med drengene på gymnasiet fordi det var dem, som også hang ud i EDB-lokalerne i frikvarteret og gad at snakke om, hvem kunne taste hurtigst på tastaturet eller hvad PHP programmering egentligt gik ud på. Derfor ramte DigiPippis mission og vision mig lige i hjertet, og jeg vidste bare fra start af, at det var en sag, jeg ville være med til at kæmpe for. Og så har jeg en eller anden mærkelig afhængighed af at sidde i bestyrelser, som jeg har gjort siden jeg var teenager.

Mia Meldgaard

Mia Meldgaard

Bestyrelsesmedlem

Hvad er din uddannelse og hvad arbejder du som/med i dag?

Cand. IT. fra IT Universitetet. Læreruddannet fra Zahle Arbejder som UX designer og forretningsudvikler i iværksættermiljøet.

Hvad giver dig allermest energi at arbejde med? Din største faglige interesse/force mm.?

Jeg elsker at teste dimsedutter/wearables, kode dem og lave workshops med børn og voksne og formidle hvordan man bruger IT kreativitet i sin hverdag.

Jeg elsker at være nysgerrig og skabe samskabelse med andre i det teknologiske felt. Jeg befinder mig godt som brobygger om det er mellem udvikler og bruger, kode eller brugergrænseflade, koncept eller kunde.

Hvad er din motivation til at være med i DigiPippis bestyrelse?

At være med i DigiPippis bestyrelse giver mig mulighed for at opbygge visionær tilrettelæggelse for hvordan vi får flere piger med i tech.

Udvikle nye workshops og events samt relationspleje til at udbygge et rollemodelsnetværk.

Min motivation kommer af, at jeg selv har savnet rollemodeller den gang jeg selv skulle foretage studievalg.

Vi laver så meget data i dag, at det er vigtigt, at vi har et mindset til at navigere rundt i det, og samtidig bevare vores

autencitet, og her vil jeg gerne være med til at skabe balast hos de unges egen digitale historie.

Som Hodja fra Pjort ville sige, har du dadler og du giver dem alle væk har du ingen dadler tilbage. Men har du viden og

erfaringer om dadler kan du dele dem med en ven og så har I dem begge.

Advisory Board for perioden 2018-2019

Janne Aagaard

Web: http://mediekursus.dk

Hvad er din uddannelse og hvad arbejder du som/med i dag?
Medieinnovation, efteruddannelse og kommunikationsrådgivning er mine primære arbejdsområder i min egen virksomhed, Mediekursus.dk. Her afholder garvede journalister kurser for journalister og kommunikatører, og selv underviser jeg på IT-universitetet og på IBA, diplomuddannelsen i cross media marketing. Ved siden af laver jeg podcasts om kriminologi på Heartbeats.dk. Jeg er uddannet journalist på Journalisthøjskolen med en master i journalistik og kommunikation fra Australien.

Hvad giver dig allermest energi at arbejde med? Din største faglige interesse/force mm.?
Jeg elsker at flytte og udfordre folk, uanset om det er unge kandidatstuderende eller garvede fagfolk. At åbne horisonter og vise vidder i livet.

Hvad er din motivation til at være med i DigiPippis Advisory Board?
Da jeg var 12 år købte min mor en commodore 64 til os. Jeg var 12 år, og min to år ældre bror og jeg gik i gang med at lære Basic-programmering via Erwin Neutzsky-Wulffs bog. Vi drømte om et diskettedrev, fordi kassettebåndoptageren havde udfordringer med at loade decathlon ordentlig. Jeg var tæt på tasteskade. Vores monitor var et Sony trinitron 12” skærm, som jeg kun for nylig har overladt til de elektroniske jagtmarker. Min mor lærte mig, at alt hvad drenge kan, kan piger også. Hun havde selv svært ved at svinge en hammer og hader indædt iT. Men hendes budskab gik rent igennem til mig. En stor tak til hende for at have givet mig selvstændig, nysgerrighed og mod til at afprøve alt her i tilværelsen.

Mads Vad Kristensen

Web: FURTHER

Hvad er din uddannelse og hvad arbejder du som/med i dag?
Jeg er oprindeligt uddannet journalist, men de seneste godt 20 år har jeg arbejdet med digital produkt- og forretningsudvikling for både danske og internationale IT- og medievirksomheder både som specialist og som topleder. De senere år har jeg specialiseret mig i udvikling af forretningsmodeller, og er som en af kun ganske få danskere uddannet intensivt af mændene bag Business Model Canvas, Alexander Osterwalder og Yves Pigneur.  I dag er jeg partner i et lille bureau – FURTHER. Her hjælper vi vores kunder med at lykkes bedre digitalt ved at hjælpe dem med at identificere og forstå de behov, problemer og udfordringer, deres kunder har, FØR de går i gang med at lave løsningen. Det bliver løsningen både rigtigere og mere værdiskabende af. Samt billigere.

Hvad giver dig allermest energi at arbejde med? Din største faglige interesse/force mm.?
Det største energiboost får jeg, når jeg får muligheden for at hjælpe andre med at lykkes ved at løse problemer, de kæmper med. Det giver mig et kæmpe kick, når jeg kan se, at tingene begynder at gå i den rigtige retning, og jeg ved med mig selv, at jeg har været med til at give det rette skub. Jeg elsker at bruge mig selv og summen af min erfaring kombineret med min store interesse for teknologi og hvor, vi er på vej hen, og jeg er ikke bange for at gå til stålet.

Hvad er din motivation til at være med i DigiPippis Advisory Board?
Min store interesse for DigiPippi kommer tre steder fra. For det første – og vigtigst af alt – er jeg selv far til to små piger, der synes teknologi, robotter og alt det, man ikke lige kan få hænderne helt omkring er spændende. Og den interesse vil jeg gerne stimulere bedst muligt. For det andet fordi jeg i min karriere har nydt at arbejde sammen med kvinder, der i min optik altid bringer et udbytterigt og mere holistisk perspektiv til teknologi og teknologisk udvikling end mænd. Og for det tredje fordi jeg er helt overbevist om, vi som samfund har brug for flere kvinder indenfor teknologi for at sikre, vi bevæger os i den rigtige retning.

Henriette von Essen-Leise

Hvad er din uddannelse og hvad arbejder du som/med i dag?
Jeg har en master i professionel kommunikation (MPK) fra Roskilde Universitet (2005) og er certificeret executive coach (2010)

Jeg har ledelsesmæssig erfaring fra politisk ledede organisationer, bl.a. som afdelingschef og medlem af direktionen hos Børns Vilkår fra 2014 – 2016, og som fundraisingchef og med i ledergruppen fra 2007 – 2014 hos Dansk Flygtningehjælp. Tidligere har jeg haft lederstillinger hos bl.a. Det Kongelige Teater, Magasin og Radisson SAS.

Siden april 2017 har jeg arbejdet som management konsulent Hos Mercuri Urval. Her arbejder jeg med direktør- og ledersearch, rekruttering, lederudvikling, Executive Coaching, organisationsudvikling og hjælper især interesse- og politisk styrede organisationer.

Hvad giver dig allermest energi at arbejde med? Din største faglige interesse/force mm.?
Jeg er passioneret omkring at arbejde med mennesker og få andre til at lykkes. Det har jeg haft fokus på i mine mange år som leder, og har det stadig som management konsulent. Udover ledelse, er min faglighed kommunikation, fundraising, branding, medlemshvervning og fastholdelse, strategi og organisationsudvikling.

Udover mit professionelle virke har jeg – udover DigiPippi – opgaver, som jeg arbejder med på frivillig basis. Her er et udpluk:
Jeg er netværksleder i netværket “Strategisk ledelse” under Lederne. Her faciliterer og modererer jeg vores netværksmøder, så det er interessant at være og bidrage som medlem. Jeg er samtidig deltager i Ledernes panel som udvikler, modner og hjælper start-up virksomheder.
Herudover er jeg lokal indsamlingskoordinator for Dansk Flygtningehjælps landsindsamling som hvert år finder sted i november.

Hvad er din motivation til at være med i DigiPippis bestyrelse?
Jeg er optaget af at nå frem til, at køn aldrig er en dimension når det handler om faglighed, politik, rettigheder. Jeg er optaget af, at vi Danmark udvikler os som samfund og nation til gavn for flertallet, og at vi bevarer evnen til og muligheden for at spille en rolle i verdenssamfundets udvikling. Det kræver, at vi bliver massivt bedre til at håndtere og udvikle os når det gælder teknologiske og digitale løsninger. Vi er nødt til at retænke og være modige når vi skal finde løsninger til hvordan vi understøtter og udvikler nye digitale kompetencer til gavn for hele samfundet, og det skal bl.a. ske ved at arbejde med udviklingen af vores kultur, normer og læringsformer. Min drøm er, at vi når frem til et samfund hvor det at være digital kompetent bliver omdrejningspunktet, og ikke ens køn.

Mit mål er at bidrage til DigiPippis succes ved at bringe mine kompetencer, viden og netværk ift. organisationsudvikling, politik, ledelse, kommunikation og fundraising i spil – og jeg glæder mig til arbejdet.

Christian Andersen

Hvad er din uddannelse og hvad arbejder du som/med i dag?
I have a bachelor degree in International Business from Copenhagen Business School. The first 10 years of my career I worked within finance and controlling, both as a business controller and as a finance manager. The last 15 years of my career has been within sales, business development, management and entrepreneurship. I have been starting and running my own business (Bridgeconsulting A/S), focused on Microsoft Business Intelligence, for 6 years. In that period (2006-2012) we managed to build the best Microsoft Business Intelligence partner in Denmark, and were 4 times awarded as partner of the year by Microsoft Denmark. In my current position I work as a director in Firebrand, where my main responsibility is to build a new consultancy business, specialized in recruiting and training new graduates and make them ready for a career within the IT business, and thereby solving the big current and future resourcing demand.

Hvad giver dig allermest energi at arbejde med? Din største faglige interesse/force mm.?
My main interest is business development and entrepreneurship, building new companies, business units, concepts etc. I get a kick out of building something from scratch and make it grow. A big part of that is of course developing and selling the right services and concepts. An area where I have been quite successful in my recent management positions.

Hvad er din motivation til at være med i DigiPippis bestyrelse?
The government has estimated that there will be a lack of 19.000 IT resources in 2030, unless we do something differently than today. In my current job I work with bridging graduates with the IT business, but in order to solve the future problem, we need to start working with the young people even earlier (already in the elementary school) and why not bring more girls in to the IT business? They are counting for more than 50% of the population and there is a big lack of woman in the IT business. Bringing more girls in to the IT business is my main motivation for being part of Digipippis advisory board. More girls/women in the IT business brings more diversity and a lot more ideas. And then I am also the proud father of 2 girls.

Mia Eton-McKinsey

Hvad er din uddannelse og hvad arbejder du som/med i dag?
Jeg er uddannet indenfor markedsføring og afsætning med afsæt i internationalt økonomisk samarbejde. Efterfølgende har jeg taget flere forskellige kurser indenfor digitalisering. Både fordi det er nødvendigt for mit daglige professionelle virke, men også fordi det er en personlig interesse.

Til daglig arbejder jeg for et amerikansk reklamebureau som Vice President for Europa. Pr. december 2017 skifter jeg til brand-siden og starter i en stilling som marketing- og kommunikationschef i den finansielle sektor i Danmark.

Hvad giver dig allermest energi at arbejde med? Din største faglige interesse/force mm.?
Min største faglige styrke er min evner indenfor rådgivning, kommunikation og motivation, hvor jeg er god til at drive forandring og nye processer. Det er også herfra jeg henter min egen energi og lyst til at hjælpe andre mennesker med at nå i mål med deres egne ønsker og drømme, både professionelt, strategisk, taktisk og på personligt niveau.

Hvad er din motivation til at være med i DigiPippis Advisory Board?
Min motivation for at være med i DigiPippis advisory board springer ud af et ønske om en mere velafbalanceret kønsfordeling indenfor tech- og IT-området i Danmark. 64% af de danske bestyrelser prioriterer generelt ikke digitale kompetencer og hvis ligestillingen fortsætter i den fart den har nu, har vi først ligestilling i Danmark om 158 år. Den udvikling vil jeg gerne være med til at forandre og drive i en bedre hastighed end for nuværende. Hvis en eller flere piger kan motiveres og hjælpes, så synes jeg det er mit ansvar som voksen professionel kvinde at forsøge at anspore.