Fortæl lidt om dig selv som person
Jeg er 44 år gammel, jeg har tre børn i alderen 11-20.
Jeg bor i nærheden af Aarhus med min mand, som også er indenfor IT 🙂 Jeg kan godt lide at synge, læse og gå ture. Ind imellem løber jeg endda!
Hvad er din professionelle og/ eller interessemæssige baggrund inden for IT, teknik og det digitale?
Jeg har en ph.d. i datalogi fra Aarhus universitet fra 2001. Jeg specialiserede mig dengang i udvikling af programmeringssprog og erfaringsudveksling mellem udviklere (programmører) ved hjælp af Design Patterns. Jeg har siden forsket i det, som man i dag kalder Internet of Things og har arbejdet for et dansk softwarefirma ved navn Trifork, hvor jeg har undervist og stået for indholdet af deres IT konferencer GOTO Copenhagen, Chicago, Amsterdam, etc. Jeg har sideløbende undervist i programmering og software arkitektur på universitet, og været mødefacilitator for IT projektgrupper. De sidste 4 år har jeg haft mit eget firma, hvor jeg er konsulent i undervisning i IT, teknisk program til konferencer og facilitering af møder i IT industrien.
Hvorfor er du rollemodel for DigiPippi?
Da jeg i sin tid startede med at læse matematik, havde jeg aldrig drømt om at jeg ville læse datalogi. Jeg var nødt til at tage et fag i programmering til mit matematikstudie og min lærer var en kvinde, som var meget dygtig og i øvrigt en god lærer. Jeg tror helt sikkert at det, at jeg kunne spejle mig i hende og se hvad hun klarede, gjorde mig i stand til at se igennem fingre med forventningerne til mig og beslutte at læse datalogi i stedet for matematik.
Hvad håber du din rolle vil bibringe piger inden for IT, teknik og det digitale?
Jeg håber at piger vil kunne se, at der er mange måder at arbejde med IT på. Jeg startede i den temmelig tekniske ende, men har i løbet af årene arbejder mig hen imod formidling af IT og mellem IT ansatte.
Andet du gerne vil sige?
Jeg har igennem årene hørt mange sige at hvis piger og kvinder ikke gider interessere sig for IT så lad dem dog være i fred. Men jeg vil meget gerne synliggøre ikke bare at det er rigtig sjovt og udfordrende at arbejde i IT for kvinder, men også at der faktisk er 50% kvinder i IT i andre lande og i øvrigt har der historisk set været langt flere kvinder i IT i Danmark. Og så mener jeg i øvrigt, at med den indflydelse IT efterhånden har på alting i vores dagligdag, så ville det være kedeligt hvis 50% af befolkningen lavede virkeligheden for 100% af befolkningen.