Fortæl lidt om dig selv som person

Jeg har altid været kendt som nørden, både i min familie – men også blandt kollegaer. Da jeg var barn forsøgte jeg mig med programmering med Basic, men det var lidt for teknisk til min smag. Så i en del år “nøjedes” jeg med at være fascineret af tekniske dimser. I dag er jeg 42 år og har endelig lært noget brugbart om programmering takket være Scratch og Edison. Jeg bor i Ringsted sammen med mine to drenge på 14 og 16 år og min mand. Vi har tre katte. Når jeg ikke leger med Scratch, læser jeg en del – mest fantasy, spiller tværfløjte, spiller spil på computer / iPad / iPhone og bruger tid i haven. Mit næste store ønske er et Apple Watch.  

Hvad er din professionelle og/ eller interessemæssige baggrund inden for IT, teknik og det digitale?

Jeg prøvede forskellige ting, inden jeg fandt min rette hylde – eller gjorde jeg?! Efter et par år fandt jeg ud af, at der var kommet mere EDB ind i bibliotekaruddannelsen og da jeg samtidig elsker bøger, måtte det være noget for mig. Så i 1999 blev jeg færdig som bibliotekar og har indtil for nylig arbejdet som bibliotekar både på gymnasier og folkebiblioteker.

Undervejs tog jeg en Masteruddannelse indenfor IT, Kommunikation og Organisation ved siden af mit arbejde.

Som bibliotekar er det klart en fordel at være teknik-interesseret og jeg har hjulpet mange både kollegaer og borgere med IT-problemer og gode råd. Det daglige arbejde er også afhængig af IT: bibliotekets hjemmeside, søgebaser og kunsten at finde relevante ting med Google m.fl. Jeg har været børnebibliotekar i en del af årene og siden 2012 har jeg undervist over 300 børn i programmering for begyndere med Scratch. I min fritid har jeg oversat (og er stadig i gang med at oversætte) den officielle hjemmeside for Scratch til dansk. 

For nogle måneder siden fandt jeg ud af, at jeg gerne ville bruge mere tid på at undervise børn i programmering, og jeg kiggede mig derfor om efter et andet job. Og heldigvis lykkes det og jeg er nu blevet underviser hos App Academy, hvor jeg med tiden skal undervise børn, forældre og lærere i hele landet i programmering med Scratch og Edison robotter, andre voksne i “Lær at udgive e-bøger”, og hvad jeg og min chef ellers finder på. 

Hvorfor er du rollemodel for DigiPippi?

Jeg har mødt mange fordomme omkring kvinder og IT. Og selv i dag hvor teknologien er en naturlig del af alles hverdag, oplever jeg det stadig. Når jeg har afholdt kurser i programmering, er der flest drenge. Men heldigvis plejer der at komme et par piger hver gang, som får mindst lige så meget ud af kurset som drengene. Piger har ofte en anden sans for detaljer end drengene. Mit mål er at være med til at gøre en forskel og fortælle verden, at piger og drenge er lige gode til IT. 

Hvad håber du din rolle vil bibringe piger inden for IT, teknik og det digitale?

Piger kan det samme som drenge – de skal bare turde noget mere. Og jeg vil gerne hjælpe dem på vej i den rigtige retning.

Andet du gerne vil sige?

Alle kan lære at programmere. Hvis jeg kan, kan andre også! Det er let nok at lære at bruge en app eller et computer program, men hvis man ikke lærer lidt om, hvad der ligger bag – vil man aldrig kunne forestille sig, hvordan man vil kunne gøre det bedre.