Fortæl lidt om dig selv som person
Jeg hedder Michelle Andreassen, er 38 år ung og bosat i Vejle.
Jeg er en livsglad kvinde, hustru og mor til to, Lukas på 12 og Naya på 10 år. Jeg elsker at udfordre mig selv, lære noget nyt og hele tiden udvikle mig både professionelt og personligt. Dette er ikke altid positivt, da det gør at jeg ikke kan finde ud af at slappe af og derfor nærmest er afhængig af at være koblet på internettet. Når det lykkes mig at slappe af, er det som regel med en god bog, maleri eller gåture i naturen, da det er vigtigt for mig at kunne give slip på min computer i ny og næ, så jeg kan få tanket lidt frisk energi.
Hvad er din professionelle og/ eller interessemæssige baggrund inden for IT, teknik og det digitale?
På grund af min videbegærlighed har jeg altid været betaget af IT og den adgang internettet giver mig til information i ubegrænsede mængder. Jeg har altid været dygtig til sprog, og en del kodesprog minder meget om grammatiske sprog, så det virkede naturligt for mig at interessere mig for HTML og CSS. I 2007 flyttede vi til Frankrig, hvor jeg endte med at åbne en webshop med smykker og ure for det danske marked, og brugte en masse tid på at lære om søgemaskineoptimering og e-handel. “Learning by doing” er en fantastisk måde at lære på, men det generede mig, at jeg ikke kunne nok kodning til at vide hvordan jeg flyttede rundt på elementerne på min webshop.
Da vi efter 3 år flyttede tilbage til Danmark startede jeg på universitetet igen for at læse Cand.IT i webkommunikation, fordi jeg havde en plan om at skulle have den bedste webshop i Danmark (jeg tror på at det er godt at være optimistisk når man sætter sig mål!). Men så blev jeg ansat som studentermedhjælper hos LEGO, hvilket ændrede alt.
At være selvstændig erhvervsdrivende kan godt være lidt ensomt, især når man er meget socialt anlagt, som jeg er. Og pludselig fik jeg lov til at prøve en masse nye ting, involvere mig i spændende projekter og arbejde sammen med en masse kloge, inspirerende mennesker, så jeg mistede helt lysten til at fortsætte med min webshop. Da jeg var færdiguddannet fik jeg en årskontrakt hos LEGO, hvor jeg primært arbejdede med design og brugertest af interne mobilapplikationer, prototyping og indførelsen af brugercentrisk design. Men det opfyldte ikke helt min trang til at arbejde med kodning, så i dag er jeg underviser i interaktionsudvikling hos Erhvervsakademi Aarhus, hvor jeg underviser kommende multimediedesignere i ting som HTML, CSS, PHP og databaser. Det er et noget anderledes område, men det er meget givende for mig at have et arbejde, hvor det forventes at jeg er i konstant udvikling indenfor det digitale og teknologiske område, samtidig med at jeg synes at det er tilfredsstillende at kunne dele ud af den viden, jeg har brugt så lang tid på at tilegne mig.
Hvorfor er du rollemodel for DigiPippi?
Jeg synes at DigiPippi er et fantastisk initiativ, fordi der eksisterer en del fordomme omkring kvinder i IT, samtidig med at billedet af, hvad det vil sige at arbejde med IT er lidt fordrejet, bl.a. på grund af den måde hvorpå IT-nørder (som i min optik er et positivt udtryk) portrætteres i film og serier. Og de er næsten altid hankøn, så det er svært for piger og kvinder at identificere sig med dem. Jeg synes at kvinder desværre er lige så gode til at understøtte disse fordomme, fordi det er en almen opfattelse som en del af os ender med at tro på. Jeg har selv overvejet at farve mit hår mørkt, fordi jeg var bange for ikke at blive taget seriøs som blondine indenfor IT-verdenen, og det kan ikke være rigtigt, at man skal føle at man ikke betyder lige så meget, udelukkende baseret på sit køn. Som mor til en pige er det vigtigt for mig, at hun og alle piger som hende, aldrig tvivler på om de dur til noget, baseret på at de er piger. Fremtiden er digital og hvis man vil være med til at udvikle fremtiden, så er det en god idé at komme i gang i en ung alder. Jeg vil rigtig gerne være med til at støtte den udvikling, så derfor har jeg meldt mig som rollemodel.
Hvad håber du din rolle vil bibringe piger inden for IT, teknik og det digitale?
Jeg håber at kunne inspirere pigerne til at turde at kaste sig ud i at lære noget nyt, også selv om det virker svært og uoverskueligt. Belønningen ved at bruge den nødvendige tid på at sætte sig ind i et emne, for derefter at kunne bruge det aktivt i sit liv er stor, og jeg håber at min historie kan inspirere til at man kan blive lige det man vil. Jeg er ret sikker på at jeg stadig ikke ved hvad jeg vil være “når jeg bliver stor”, så jeg føler mig bare heldig, fordi jeg endte i IT-verdenen og har en mulighed for at være på forkant med udviklingen, så jeg ikke ender med at blive kørt over ende. Og jeg er bange for at hvis pigerne ikke kommer med på vognen i en ung alder, så vil det blive endnu sværere at følge med senere, med den udvikling der konstant sker. Der er brug for at der bliver sat aktivt ind, for det er min opfattelse at skolerne ikke kan følge med pga. manglende kvalifikationer. Jeg har kvalifikationerne og passionen for IT, så forhåbentligt kan jeg bidrage til at skabe interesse og måske endda passion for området.
Andet du gerne vil sige?
Jeg er meget passioneret omkring gamification, hvor man tager elementer kendt fra spilleverdenen og implementerer i f.eks. arbejds- eller læringssituationer. Jeg er facilitator for VidenDanmarks videngruppe om gamification og jeg er også foredragsholder om emnet. IT er meget mere end kodning og jeg håber at det lykkes DigiPippi at skabe et alsidigt billede, så så mange piger som muligt kan forholde og relatere sig til det.